Prisen for afdragsfrihed på fastforrentede lån
På fastforrentede lån er der lavet en særlig obligation til dig, der ønsker afdragsfrihed. Her er obligationsinvestoren klar over, at du ikke afdrager på lånet i begyndelsen, og derfor kan han ikke være sikker på, hvornår han får pengene tilbage.
Det betyder, at han ikke ønsker at give helt så mange penge for din obligation, og at du derfor får en dårligere kurs som låntager. Dit kurstab ved at vælge et fastforrentet lån med afdragsfrihed bliver altså større end et tilsvarende lån med afdrag.
Bidragssatsen
Den løbende betaling til kreditforeningen, bidragssatsen, er også højere på et lån med afdragsfrihed. Det skyldes, at de fleste kreditforeninger arbejder med et tillæg til den normale bidragssats.
På den måde betaler du kun det forhøjede bidrag, så længe du rent faktisk benytter dig af afdragsfriheden, men tillægget kan være højere, hvis din samlede belåning eksempelvis overstiger 60 % af boligens værdi. Det er den enkelte kreditforening, der fastsætter reglerne for deres tillæg.
Årsagen til at bidragssatsen er højere på afdragsfrie lån, er, at kreditforeningen løber en større risiko, når din restgæld ikke bliver nedbragt. Du får dermed love til at betale for denne højere risiko, via en højere bidragssats.