CITA lån minder om FlexLån®
CITA-lån og FlexLån® minder meget om hinanden, men der er visse forskelle. For at forstå forskellen – og for at forstå, hvorfor CITA-lånet er smart for kreditforeningerne – forklarer vi nedenfor, hvorfor ratingbureauerne og Finanstilsynet ikke er så begejstrede for F1-lånene.
De klassiske F1-lån er ikke smarte for kreditforeningerne, fordi ratingbureauerne har sagt, at de er risikable.
Årsagen til, at de er risikable, er, at de skal refinansieres hvert år.
Det kan godt være, at du som låntager har lånt pengene i 30 år, men med F1-lånene har kreditforeningen kun lånt dem af obligationsinvestorerne i et år.
Det betyder, at kreditforeningerne hvert år skal ud og spørge, om de må låne pengene igen. Her kan obligationsejerne i princippet nægte at udlåne pengene igen – hvilket øjeblikkeligt vil give kreditforeningen et meget stort problem. Derfor er F1-lånet af princip risikobetonet for kreditforeningen.
CITA lån har dog en afgørende forskel
Mens rentetilpasningen og refinansieringen sker samtidig på et FlexLån®, er det anderledes for et CITA-lån.
Her ændres renten løbende, uden at lånet refinansieres. Normalt er den seksmåneders CITA-rente lavere end renten på et F1-lån, fordi renten fastsættes halvårligt fremfor årligt.
Som låntager betaler du ud over CITA-renten også et rentetillæg, og det gør, at lånet samlet set ender med en rentebetaling på omkring 0 % i 2016.
Refinansieringen sker ikke hvert halve år ligesom rentetilpasningen, men derimod med et længere interval (i øjeblikket typisk hvert tredje år).
Det betyder, at kreditforeningen nu har færre refinansieringer hvert år, og de er bedre fordelt ud over året.
En anden væsentlig forskel er, at FlexLån® bliver udstedt som et kontantlån. Det betyder, at du altid vil få et FlexLån® til kurs 100, og at det derfor er renten, der ændrer sig, når kursen går op eller ned.
Et CITA-lån er et obligationslån, og derfor kan du få en kursgevinst/kurstab ved oprettelse af dette lån. Lånet er dog som udgangspunkt meget tæt på kurs 100, og derfor vil du ikke mærke det væsentligt.
Årsagen til kurs 100-udgangspunktet er, at investorerne får en ny ”markedsrente” hvert halve år. Hvis investorerne ikke opfatter rentetillægget som værende attraktivt nok, vil obligationen handles under kurs 100, mens hvis de synes, de bliver ”overkompenseret”, bliver obligationerne attraktive, og de vil handles over kurs 100.